Vedtægter

§1
Foreningens navn er Funder GF. Foreningen er hjemmehørende i Funder, Silkeborg Kommune.

§2
Foreningens formål er via idræt og andre kulturelle aktiviteter at skabe samvær, trivsel og fælles oplevelser for dens medlemmer.

§3
Foreningen består af hovedafdelingen samt følgende afdelinger: Gymnastik, fodbold, håndbold, volleyball, venner og fitness.
Hovedgeneralforsamlingen kan beslutte at oprette en eventuelt ny afdeling.
Hovedafdelingen har til opgave at varetage foreningens fælles opgaver, samt at koordinere afdelingernes fællesarbejde. Hver afdeling varetager vedkommende afdelings særlige opgaver og arbejder inden for sit område. Såvel hovedafdelingen som afdelingerne har egen ledelse og administration, ligesom hver enkelt afdeling har egen økonomi og regnskab.
Afdelingens bestyrelse har ansvaret for egen økonomi. Afdelingens regnskab forelægges hovedbestyrelsen til orientering. En specialafdelings ledelse må ikke, uden forudgående godkendelse af hovedbestyrelsen, foretage dispositioner, der indebærer udgifter, som er større end specialafdelingens likvide beholdning med fradrag af skyldige omkostninger.

§4
Foreningen optager enhver, som kan tilslutte sig foreningens vedtægter. Desuden kan enhver optages som passiv medlem af foreningen.
Alle aktive medlemmer over 16 år har stemmeret på de respektive afdelingers generalforsamling.
Forældre til børn under 16 år har stemmeret på generalforsamlinger. Forældrene kan dog højest afgive 2 stemmer i alt inklusive egne stemmer i hver afdeling. Der kan ikke stemmes pr. fuldmagt.
Alle aktive medlemmer har stemmeret på hovedafdelingens generalforsamling samt på de afdelingers generalforsamlinger, hvor man er medlem. Medlemmer, der ikke er fyldt 16 år, kan dog kun udøve stemmeret ved deres forældre.

§5
Medlemskontingentet fastsættes hvert år på de respektive afdelingers generalforsamlinger.
Restance ud over 3 måneder medfører, at man slettes som medlem, medmindre der er indgået anden aftale. Ved genoptagelse som medlem skal alle restancer betales. Bestyrelsen kan, hvor særlige forhold taler herfor, helt eller delvis fritage et medlem for kontingent.

§6
Al ordinært kontingent for aktive og passive tilgår den afdeling, hvor medlemmet dyrker idræt.
Kontingent skal betales til og med den måned, i hvilken udmeldelse finder sted.

§7
Medlemmer, der udviser usportslig eller ukammeratlig opførsel, kan idømmes karantæne eller i grovere tilfælde slettelse som medlem. Karantæne eller slettelse som medlem kan forelægges og prøves på førstkommende generalforsamling, som er beslutningsdygtig i dette spørgsmål, når den er lovligt indvarslet.

§8
Hovedafdelingens bestyrelse består af 4 til 6 medlemmer, der er valgt af hovedafdelingens generalforsamling, samt 1 medlem fra hver specialafdeling, valgt blandt disses bestyrelsesmedlemmer. Afdelingernes repræsentanter i hovedbestyrelsen kan lade sig repræsentere af en stedfortræder. Formand og kasserer vælges hvert år på generalforsamlingen. Den øvrige bestyrelse vælges
ligeledes på generalforsamlingen. Valgene gælder for 2 år, genvalg kan finde sted. Der vælges
ligeledes 1 suppleant. Hvis der ikke på generalforsamlingen findes en kandidat til formandsposten,
kan bestyrelsen selv konstituere sig på det førstkommende møde efter generalforsamlingen.
Formanden sammenkalder og leder bestyrelsens møder. Møder afholdes en gang månedlig og i
øvrigt, når der er behov herfor. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst en udover halvdelen er til
stede. Afgørelserne træffes ved simpel stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens
stemme afgørende. Alle beslutninger indføres i forhandlingsprotokollen.
Ethvert medlem af bestyrelsen kan kræve et punkt på dagsordenen udsat til afgørelse på næste
bestyrelsesmøde. Hovedbestyrelsen er bemyndiget til at indkalde samtlige afdelingers bestyrelser til fælles drøftelser.

§9
Foreningens/afdelingernes midler skal, med undtagelse af den del af formuen, der indestår i fast
ejendom, inventar og idrætsmidler m.v., eller som bruges i den daglige drift, anbringes på
betryggende måde i et pengeinstitut.
Foreningens/afdelingernes værdipapirer skal være noteret på foreningens navn.

§10
Foreningen eller afdelinger tegnes ved underskrift af formand og kasserer. Bestyrelsen kan
bemyndige kassereren fuldmagt. Til køb, salg og pantsætning af fast ejendom samt til foreningens
optagelse af lån kræves underskrift af hele bestyrelsen.

§11
Afdelingernes bestyrelse består af mindst 5 medlemmer, som vælges på afdelingens general-
forsamling. Formanden vælges hvert år, øvrige medlemmer for 2 år. Hvis der ikke på generalforsamlingen findes en kandidat til formandsposten, kan bestyrelsen selv konstituere sig på det førstkommende møde efter generalforsamlingen. Genvalg kan finde sted. Der vælges ligeledes en suppleant for 1 år. Bestyrelserne konstituerer sig selv med kasserer og sekretær. Formanden sammenkalder og leder bestyrelsesmøderne, der afholdes, når der er behov herfor, eller når 2 medlemmer af bestyrelsen kræver det. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 1⁄2 af medlemmerne er mødt. Afgørelserne træffes ved simpel stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Alle beslutninger indføres i afdelingens forhandlingsprotokol.
Samtlige afdelinger kan oprette midlertidige udvalg til varetagelse af særlige opgaver.

§12
Såvel hovedafdelingens som afdelingernes regnskaber løber hvert år fra 1. januar til 31. december.
Regnskaberne revideres af 2 revisorer.

§13
Alle afdelinger i Funder GF holder ordinær generalforsamling 1 gang årligt inden udgangen af marts
måned. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må indsendes skriftligt og være
formanden i hænde senest 8 dage før. Generalforsamlingen skal indvarsles senest 14 dage forud på
Funder GFs hjemmeside og evt. Mail til medlemmerne. Generalforsamlinger kan afholdes virtuelt i
ekstraordinære situationer.
§14
Ekstraordinær generalforsamling i samtlige afdelinger kan afholdes, når bestyrelsen for en afdeling
finder anledning hertil, og skal afholdes, hvis halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer
fremsender begæring herom til vedkommende afdelings formand med angivelse af dagsorden.
§15
Samtlige afdelingers generalforsamling er højeste myndighed. For hovedafdelingen i anliggender, der
vedrører den samlede forening. For afdelingerne i anliggender, der vedrører den enkelte afdeling. På
generalforsamlingen aflægger formanden beretning om det forløbne år, ligesom det reviderede
regnskab forelægges til godkendelse. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, uanset de
fremmødtes antal, såfremt den er lovlig indkaldt. Vedtagelse af ændringer i vedtægter skal ske med
2/3 flertal på generalforsamlingen. Ligeledes ophævelse af en afdeling, der dog ikke kan finde sted,
såfremt mindst 20 medlemmer stemmer for dens beståen.
§16
På hovedafdelingens generalforsamling vælges 2 revisorer, der reviderer alle afdelinger. Valgene
gælder for 2 år således at der er en på valg hvert år. Der vælges ligeledes 1 suppleant for 1 år ad
gangen. Genvalg kan finde sted.
§17
Såfremt et medlem har gjort sig fortjent til udmærkelse, kan hovedbestyrelsen, evt. efter indstilling fra
en afdeling, tildele vedkommende et af foreningens hæderstegn.
Udnævnelsen til æresmedlem sker på hovedafdelingens generalforsamling efter indstilling fra
hovedbestyrelsen.
§18
I tilfælde af foreningens ophævelse tilfalder dens formue et formål i foreningens område. Endelig
beslutning herom træffes af sidste generalforsamling.
Ikke forbrugte udloddede beløb fra aut. forhandlere for Tipstjenesten returneres til A/S Andersen &
Langfeldt, som videresender beløbet til Skat.
§19
Hermed ophæves alle tidligere vedtægter ifølge ekstraordinær generalforsamling d. 27 April 2021.